Skotland

Første dag går ruten nord/øst og i en stor cirkel ender vi i lejren igen – ruten er godt 46 km lang, men på briefingen fredag aften til alle holdledere blev det oplyst, at når vi nåede 1. rast, var vi på det højeste punkt for dagen, resten af ruten ville være forholdsvis flad eller let nedadgående. Det troede vi så på. Ganske rigtigt var det også en seriøs stigning de første 12 km med udsigt til skøn natur, vilde bjerge, dybe søer eller fjorde, skrænter der kun kan betrædes af får, skov og hede – markante og hurtige sceneskift.

Efter første rast, hvor det lille Øglehold nåede frem som et af de første, var der ganske korrekt også et forholdsvist fladt terræn. En passage imellem to bjergtoppe, en masse får og køer der går frit omkring, og dagens første regnbyge. Der var lovet tørvejr, men vejret er ekstremt uforudsigeligt i området, og vi kunne med selvsyn se, at i den næste bjergdal var der solskin. De skyer der ramte bjergtoppene hvor vi gik, skulle bare ”presses” for vand for at komme forbi, og så blev vi altså våde. Nogle km. Længere fremme var det tørvejr igen.

Efter frokost – varm servering med saftevand og kaffe, gik turen hastigt videre. Vi var våde og kolde, så en pause gør kun ondt værre. Vi glædede os til den flade rute hjem til lejren. Efter nogle km svinger ruten 90grader til højre, ind ad en vej der i et par år har været lukket. Nu genåbnet og ryddet for forhindringer. Det viser sig at de næste 3 miles er en ren stigning i terrænet, og iflg. skiltet til trafikanterne, er det en stigning på 15%. En bakke eller to kan man klare, men noget der ligner 5 km konstant stigning trækker bare alle kræfter ud af benene, men langt om længe når vi toppen og dermed 3. rast. GPS’en siger på det tidspunkt godt 34 km. Efter en hurtig kop saftevand er det af sted igen – vi vil gerne hjem til et varmt bad og af med støvlerne. Imidlertid er de sidste 12 km hjem konstante bakker op og ned, i samme stigningskategori, og til sidst begynder de fleste at føle sig en anelse presset. Det her er ganske enkelt for vildt og det gør ondt at gå! Det sidste hold der ligger foran hos, må langt om længe opgive at holde førertrøjen, og de bliver passeret lige inden den sidste markante stigning sætter ind. Nok lidt vovet at vi øger tempoet, men omvendt vil vi godt vise det danske flag. Da vi endelig får visuel kontakt til fjorden og den gamle flåde base, står vi oppe i det bjergområde, vi aftenen forinden var enige om at man nok ikke ville sende os ud at gå i…og der er stadigvæk 3km hjem. Selvom vi er på toppen i den forstand at vi er højt oppe, så er en nedstigning endnu værre for fødderne end at skulle op. Hvert trin skrider foden frem i støvlen, så med mindre man har 100 % styr på støvle, sål, sokker osv. Så er dette den hurtigste måde at få vabler på. Vi når dog i mål, og bliver klappet ind af den lille ventende skare. Det er godt at det her kun er en 2 dages march!

Søndagen har en lidt kortere rute. Denne gang går turen sydvest, og rund på den halvø der danner bugten hvor byen og ubådsbasen ligger. Vejret er blevet lidt bedre, ingen tåge, og skyerne ligger højt. Næsten vindstille. Vi kommer af sted til samme tid, og heldigvis er Øglerne godt gående fra morgenen, så umiddelbart efter hegnet er passeret, passeres de første hold. Tilråb fra de øvrige hold ”Easy tigers” bliver der råbt, hjælper også på moralen, der nikkes anerkendende fra holdførerne – de havde forudset et ”angreb” og gør ikke klar til modangreb. Dagens rute er formet som et 8-tal, med 1. og 3. rast det samme sted. Længst mod syd i en skønt beliggende by er der arrangeret frokost i missionshuset. Igen varm mad, muffins og frugt. Der bliver sørget godt for os. Vi skynder os at blive færdige for at komme af sted igen. Vi vogter lidt over hvem der måtte være smuttet af sted. Selvom det på ingen måde er en konkurrence på tid, så vil vi ikke være det sidste hold der kommer ind over målstregen. Vi har konstant 3 civile skotter foran os. De går selvfølgelig noget lettere, da de ikke bærer rygsæk og vægt, omvendt var de mere smadret om lørdagen da de kom i mål, så måske vi kan slå dem. Efter en meget lang stigning ud til 3. rast, har vi dem som eneste hold foran os. De forlader rastepladsen netop som vi går ind. Desværre når vi aldrig at indhente dem helt – afstanden da vi når lejren igen er under 500 meter, men vores energi er brugt helt op. Vi har svedt så meget, at flere af os har saltskjolder uden på støvlerne. At passere målstregen og blive klappet ind af såvel vagterne på basen, politiet der har eskorteret og de mange som har stået for arrangementet er skønt – ikke som i Nijmegen med måske 200.000 tilskuere, men vi får meget anerkendelse for vores indsats og bedrift – vi får en samlet 2. plads da alle hold er kommet i mål, og det er kun et mulehår der gør forskellen til nr. 1.

Søndag

Søndag aften er der banket – og de udenlandske hold er inviteret med. Fremmøde i fineste uniform med medaljer anlagt. Heldigvis har jeg min snart udgåede M69 med, så selvom den nok ikke helt matcher de flotte Engelske og Skotske uniformer, så er det bedre end kampjakke og tjenestebukser. Der serveres tør sherry som aperitif, og derefter en 3 retters skotsk menu. For dem der ikke har smagt Haggis, er hovedretten en mulighed for at få rettet op på denne manglende viden. Smagen er ok, man skal bare ikke tænke på opskriften.

Til sidst serveres kaffe og portvin – og portvin er af krystal karaffel, og med den følger traditionen at den ALDRIG må røre bordet førend den er tom…så fik vi lært det også. Straffen er endnu en flaske portvin skal drikkes, så tjeneren måtte fylde efter et par gange.