Nijmegenmedaljerne

På denne side finder du en beskrivelse af de forskellige medaljer etc., der udleveres i forbindelse med Nijmegenmarchen, samt hvordan de bæres.
Nijmegenmedaljen "Vierdaagsekruis"
Alle, der gennemfører Nijmegenmarchen, får tildelt en marchmedalje, der bærer navnet "Vierdaagsekruis" - Firedageskorset, som på dansk oftest blot kaldes "Nijmegenmedaljen". Medaljen er indstiftet i 1909 og er en officiel Hollandsk dekoration.
På billedet kan du se eksempler på alle de nijmegenmedaljer, der hidtil er uddelt. I Danmark bæres medaljerne i krydsbånd, som det blandt andet ses på førstegangsmedaljen øverst på siden. Medaljerne er beskrevet nedenfor (begyndende i øverste venstre hjørne). Tallene angiver det antal gange, Nijmegenmarchen skal være gennemført, før man modtager medaljen:
 |
- 1: Nijmegenmedaljen i bronze
- 2: Nijmegenmedaljen i bronze med bronzekrone
- 3-4: Et tal i bronze på grøn baggrund
- 5: Nijmegenmedaljen i sølv med blå emalje
- 6: Nijmegenmedaljen i sølv med blå emalje med sølvkrone
- 7-9: Et tal i sølv på blå baggrund
- 10: Nijmegenmedaljen i guld med hvid og grøn emalje
- 11: Nijmegenmedaljen i guld med hvid og grøn emalje med guldkrone
- 12-24: Et tal i guld på grøn baggrund
- 25-39: Et tal i guld på gul baggrund med en grøn laurbærkrans
- 40: Nijmegenmedaljen i guld med hvid og rustrød emalje med guldkrone
- 40-49: Et tal i guld på hvid baggrund med en grøn laurbærkrans
- 50: Nijmegenmedaljen i guld med rustrød og hvid emalje med guldkrone
- 50-59: Et tal i guld på hvid baggrund med guldkant
- 60: Nijmegenmedaljen i guld med blå og hvid emalje med guldkrone
- 60-69: Et tal i guld på hvid baggrund med guldkant
|
1., 2., 5., 6., 10., 11., 40., 50. og 60. gang overrækkes en ny medalje. De mellemliggende gange overrækkes et tal, der bæres på krydsbåndet. Dette tal angiver, hvor mange gange marchen er gennemført. Der må kun bæres én medalje ad gangen, og der må kun sidde ét tal på krydsbåndet.
Ordonnansmedaljen
 |
Ordonnansmedaljen tildeles de, der har virket som cykelordonnans for et hold under hele marchen. Hvis man har deltaget som ordonnans flere gange, bæres et tal på krydsbåndet.
Medaljen bærer inskriptionen "Uw toewijding deed anderen volharden", hvilket betyder "Din indsats gør, at andre kan gennemføre". |
Holdmedaljen
 |
Holdmedaljen kan tildeles hold, der består af mindst 10 personer samt mindst én holdfører - dvs. mindst 11 personer i alt. Medaljen tildeles kun, hvis der ikke er mere end 10 % af holdets medlemmer, der er udgået. |
2006-nålen
 |
I 2006 blev Nijmegenmarchen aflyst efter førstedagen på grund af ekstremt varmt vejr. Da der naturligvis ikke kunne udleveres medaljer, da marchen jo ikke blev gennemført, fik alle deltagere, der havde gennemført den første (og eneste) dag, udleveret en nål som bevis på, at man har deltaget i 2006.
På Øgleholdet bærer vi nålen på nijmegenmedaljens krydsbånd. De, der deltog som ordonnanser i 2006, bærer den på ordonnansmedaljens krydsbånd. |
Krydsbånd og uniformsspænder
 |
I Danmark bæres medaljerne i et krydsbånd - som førstegangsmedaljen til venstre. Til daglig - når der ikke er anlagt dekorationer - bæres et uniformsspænde (kendt som en "sild") på uniformen. Under medaljen til venstre ses silden til andengangsmedaljen - med krone. Silden bæres på jakken til udgangsuniform M/69 eller på skjorte M/84.
Du kan købe krydsbånd og uniformsspænder hos:
M W Mørch & Søns Eftf ApS Peder Skrams Gade 3 1054 København K Tlf.: 33 12 82 53 www.ordensbaand.dk |
|